Her er vi tilbage i 1961. Her har vi den 10-årige amerikanske rente. Vi kommer ud af de buldrende 60'er, og vi har en rente på 5% i USA. Vi har buldrende økonomi. Det giver inflation. Vi har to gange oliekrise. Det giver inflation. Det er den hvide her. Oliekrise 1 i 1973. Jeg kan huske de bilfrie søndage i Holstebro. Jeg var en dreng, og det var mærkeligt. Det var jo en konsekvens af de her oliekriser. Så vi havde inflation, - og det skabte en relativt høj rente. Så vi havde en 10-årig amerikansk statsrente på 15%. Det var dengang, nogle af jer måske har taget et byggekreditlån til 20% i et hus på det tidspunkt. Når man skulle finansiere et hus, så var det 20% eller 21%. På Bernstorff var der én, der toppede det. Han sagde 23,5%. Det havde han betalt for et realkreditlån i starten af 80'erne. Så sådan var det at låne penge dengang. De nationalbankdirektører jeg fortalte om tidligere, de har ført den her ekspansive politik. Det har de kunne, fordi inflationen er udeblevet. Så efter oliekrisen og boligkrisen i USA, - som gav økonomisk stagnation, så falder inflationen selvfølgelig. Og inflationen har været hernede imellem 5% og 5%, og negativt terræn længe. I kan godt se sådan en faldende inflationstendens. Og det har kunne gøre, samtidig med, at nationalbanken har ført den her ekspansive politik, at de lange renter så er faldet i USA - fra et niveau omkring 10-15% og har været nede i noget, der minder om 0%. Og en 10-årig rente i USA handler lige nu på 1,70%. Så hvorfor er det her overhovedet interessant? Det er interessant, fordi al prisfastsætning af aktiver, det starter med en rente. Det er det, I lærer inde på universitetet. Det er det, alle gør. Det er, at man tager et aktiv - det kan være en ejendom. Så ser man, at her får jeg huslejeindtægter og jeg har nogle omkostninger. Det giver mig en indtægt i år 1, 2, 3, 4 og 5 - og så fremdeles. Så har man nogle fremtidige forventede indtjeninger. Så skal det føres tilbage til nutids-penge. Det gør man ved at diskontere, hedder det - - at man tager den rente, der er ud til 10 år, og så fører man det tilbage til nutiden. Så lægger man dem sammen, og så har man værdien af den investering, man kigger på. Det er en ganske almindelig cash flow beregningsmodel. Kernen i alle de beregningsmodeller, det er en rente. Det er meget afgørende, hvilken rente man tilbagediskonterer sin fremtidige indtjening med. Der er kæmpe forskel på, om man tilbagediskonterer den med 10-15% eller med 1,5%. Derfor er det så afgørende. Alle aktiver starter en prisfastsættelse med, hvad renten er. Derfor har renten en enorm betydning for, hvad alting er værd. Derfor er renten så interessant. Så hvis man skal være investor, så bliver man nødt til at have en ide om, - om renten er høj eller lav, og hvor er vi i givet fald på vej hen. Derfor er markedet selvfølgelig meget optaget af, det der sker med den hvide der lige nu. For nu er inflationen begyndt at stige. Og den sidste CPI-måling, altså forbrugerpris indekset i USA med det hele, er nu oppe på 4% på et år. Det er klart, den er høj, for nu sammenligner vi med covid-19. Og ved covid-19 faldt priserne på mange ting, - det er selvfølgelig det, der sker, når efterspørgslen er væk. Så falder priserne. Så nu sammenligner vi prisen nu i forhold til prisen for et år siden. Det giver en inflation på 4%. Historien er her, at nationalbankerne har taget en politik for at redde økonomien. De har taget mere og mere af den samme medicin, - for at komme ud af de udfordringer, vi er i. I min verden er det, at de er gået ud ad en planke på der her skib. De kigger sig tilbage og siger: "Nu skal vi snart ombord igen." Så kigger de på hinanden inde i rådsmødet og siger, - det der med at komme ombord igen, det betyder at renterne skal op, og vi skal holde op med at købe obligationer." Kan vi gøre det, uden markedet bryder sammen? Nej, det kan vi ikke. Godt - så går vi længere ud. Vi har ikke noget alternativ. Vi kan ikke komme tilbage. Det er deres enorme udfordring. Hvordan får man alt det her normaliseret, uden markedet går i panik? For det markedet godt kan lide, og det de har fået masser af, deres endorfiner, - det har været mere nationalbank stimuli, hver gang der er ballade. Hvis I prøver at tænke tilbage. Alle de ballader vi har haft. Hvad har svaret været? Det har været, at nationalbankerne har beroliget investorerne, købt nogle flere obligationer, sat renten ned, - sagt at de bliver ved med at holde renten i 0%. Det er jo den retorik, der er lige nu, Powell siger "Jeg holder renten i 0% så lang tid, jeg kan se frem. Vi er ikke engang begyndt at tænke på, at tænke på, at normalisere noget." Og det er ikke bare for sjov, det med at tænke på, at tænke på noget. Det er det, han siger. For bare det at markedet er så bekymret for, om de bare begynder at tænke på, at tænke på, så har vi balladen. Så det er så super følsomt over for, hvad det er nationalbankerne gør og kommunikerer. Så lige nu: renten er ingenting, vi køber op, og de bruger al den retorik de kan, - for at gøre alle konfidente med, at der ikke kommer til at ske noget overraskende i opadgående retning. Det er det, der er retorikken. Så langt er de ude på den planke. Og deres udfordring er at komme tilbage på skibet, uden det går galt. Det er det, de sidder og holder møde om - hvordan de lykkes med det. Det er så langt, vi er nået. Og det, synes jeg, vi som investorer er nødt til at blive bekyrmet for. Det der så gør, at investorerne formodentligt kan blive særligt bekymret nu, det er at den hvide der, inflationen, der modsat det, vi har set i årtier, - nu er begyndt at stige. Det kan nationalbankerne jo svært sidde overhørigt, for det skal de også sørge for. De skal sørge for, at inflationen ikke stikker af. For så har de ikke levet op til det, de skal. Og det ved investorerne jo. Så derfor bliver vi som investorer mere og mere kritisk over for det, Powell siger, - når vi nu kan se, at inflationen er på vej op. Så derfor er hele verden så optaget af det.